Vidste du, at du som hundeejer skal overholde en masse regler? Reglerne står i Hundeloven, og hvis ikke du kender reglerne, bør du sætte sig ind i dem. Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse at bryde reglerne – også selvom du ikke kendte til dem. Du får her et overblik over de vigtigste regler i Hundeloven.

Registrering og mærkning

Som hundeejer er du forpligtet til at sørge for, at din hund er mærket og registreret, fra den er 8 uger gammel. Når hunden er 4 måneder gammel, skal den desuden være iført et halsbånd med et skilt, som oplyser om dit navn og adresse.

Lovpligtig ansvarsforsikring

Du er forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring på din hund, som dækker den skade, hunden forvolder. Det gælder dog ikke hunde, der holdes af statslige myndigheder og kommuner. Forvolder hunden skade, men har den skadelidte en vis medskyld i skaden, kan erstatningen eventuelt nedsættes eller bortfalde helt. Det afhænger dog lidt af omstændighederne, og du skal under alle omstændigheder holde hunden ansvarsforsikret. 

Hvalp

Hold din hund i snor

I byer og områder med bymæssig bebyggelse må din hund ikke løbe frit rundt. Den skal være i snor eller være sammen med en person, der har fuldt herredømme over den. Du kan således ikke slippe din lille cockerspaniel fri i byen og holde øje med den fra vinduet – heller ikke selvom den er så lille, sød, velopdragen og i øvrigt altid opfører sig pænt.

Ulovlige hunderacer

For nogle år tilbage blev en lang række af hunderacer gjort ulovlige i Danmark – det gælder både besiddelse og avl, og disse hunderacer kan du derfor hverken eje, indføre eller avle på. Gruppen af hunderacer kaldes i folkemunde for ”muskelhunde” og omfatter blandt andet pitbull terrier, amerikansk bulldog og kangal. Holder du disse hunderacer alligevel, vil hundene blive afhentet af politiet og aflivet. 

Paragraf

Hunden må ikke stå permanent bundet

En hund må gerne stå bundet, men ikke i for lang tid af gangen. Holdes den bundet, skal lænken være mindst 5 meter lang, og hunden skal have adgang til et opholdsrum, som kan beskytte den mod kulde, blæst og regn. Er opholdsrummet et hundehus, skal det være rummeligt og i øvrigt stort nok til, at hunden kan stå oprejst. 

Overholdes reglerne i Hundeloven ikke, kan du blive straffet med blandt andet en bøde. Er du i tvivl om, hvorvidt du overholder reglerne for hundeejere, så husk at internettet er din ven – du kan skaffe utroligt meget viden ved at holde dig orienteret på diverse hjemmesider og Facebook grupper.