Teoretisk set opdeler man velfærdsstater i tre forskellige typer. Den universelle, den residuale og den korporative. Hvilken, du hælder mest til, afgøres som regel af dine politiske præferencer. Det er en god idé at tage stilling til, hvilken slags velfærd du ønsker, når du skal sætte dit kryds til diverse valg. Derfor får du her en gennemgang af de tre velfærdsmodeller, så du bedre kan beslutte dig.

Den universelle velfærdsstat

Den universelle, eller socialdemokratiske, velfærdsstat er den model, vi har i Danmark, Norge og Sverige. Den giver alle landets borgere adgang til omfattende sociale ydelser, gratis uddannelse, gratis hospitalsvæsen med mere. Man kan sige, at denne velfærdsmodel omfatter alle i samfundet, og den gør, at indkomstforskelle udlignes, fordi alle betale en høj procentdel af deres indtægt i skat. Samtidig sørger den for, at skatteindtægterne omfordeles, hvilket gør, at lande med universelle velfærdsstater ofte er meget lige. Staten spiller en central rolle i samfundet, og den påvirker også, hvad landets virksomheder kan foretage sig. For eksempel har vi i Danmark en høj virksomhedsskat samt en række specifikke krav til miljøhensyn.

fællesskab

Et andet karakteristisk aspekt er arbejdsmarkedsvilkårene. Hvert år forhandler fagforeningerne med staterne om lønningerne i det offentlige. Fagforeninger spiller en central rolle i den universelle velfærdsmodel, og selvom alle har ret til kontanthjælp, giver medlemsskab af en A-kasse adgang til en højere sats, hvis du bliver arbejdsløs. Der er et stærkt samarbejde mellem staten og A-kasserne i Danmark, hvor 75 procent af dagpengene finansieres af det arbejdsmarkedsbidrag, vi alle betaler i skat, når vi er i arbejde.

Den residuale velfærdsstat

Den model er den, som findes i for eksempel USA og Storbritannien. Den kaldes også den liberale. Her er det sådan, at staten sikrer sine borgere imod fattigdom, men ikke mere end det. Det primære fokus er på, at de svage borgere skal have hjælp. Dermed er det ikke en forudsætning, at sygehus og uddannelse er gratis, selvom det godt kan være det. Der er i høj grad fokus på, at markedets kræfter er i stand til at regulere samfundet. Derfor er privatisering af mange ydelser, vi ellers får fra det offentlige i Danmark, en selvfølgelig i den residuale velfærdsstat.

Skattesatssen er lav, og derfor er omfordelingen noget mindre. Folk får altså lov til at beholde mange af de penge, de tjener, hvilket naturligvis er gavnligt for dem, som tjener mest. De sociale ydelser er også langt lavere end i Danmark, og der findes langt færre af dem. Du kender sikkert udtrykket ”man er sin egen lykkes smed”, og det er sådan, det er i lande som USA.

USA

Den korporative velfærdsstat

Den korporative, eller konservative, model fungerer således, at borger med tilknytning til arbejdsmarkedet nyder bedst af velfærdsstatens fordele. Lande som Tyskland og Frankrig ligger sig i høj grad op ad denne type. Alle kan i princippet modtage sociale ydelser, men folk på arbejdsmarkedet, eller som tidligere har været tilknyttet, modtager mest. De ydelser, som gives til folk uden arbejde, er så lave, at civilsamfundet må være med træde til og understøtte de svageste.

Man siger typisk, at familien betyder meget i denne type velfærdssamfund. Når folk bliver gamle, er det i høj grad familiemedlemmer som enten må passe dem eller betale for privat pleje. Adgangen til arbejdsmarkedet for forældre er ligeledes begrænset, fordi børnepasning er dyrt og ofte har smalle åbningstider. Derfor er det en tendens, at kvinder i højere grad går hjemme i disse samfund. Skattetrykket ligger på et middelniveau, og det er som udgangspunkt gratis at gå til læge og tage uddannelse. Der er dog ofte en større privat sektor end i eksempelvis Danmark.

 


Artiklen er udtryk for skribentens holdning og indeholder ikke redaktionel materiale.